EN OVERASKELSES IS EFTERMIDDAG!

NÅR MAN SAVNER EN MAN IKKE KAN HUSKE…

img_5027

JEG KOM HJEM FRA BRUGSEN…

Og hørte hvordan min kære hustru havde en snak med de store døtre. En snak som jeg på mange måder både var stolt over at de havde – fordi de tænkte på dem, dog også en snak jeg blev ked af. De snakkede om mine forældre og om hvordan de pludseligt blev taget fra os. Min mor døde et lille års tid inden vi fik de to store. Hun ville have elsket tøserne herhjemme. Og omend jeg har accepteret tabet, og at hun ikke skulle være en del af det (fysisk) så gør den del enorm ondt… Min far var en anden historie da han nåede at opleve døtrene og havde glæde – og var en stor del af deres liv, indtil han døde i en bilulykke da de var knapt 3 år.

JEG SAD MED RYGGEN

OP AD RADIATOREN I STUEN…

Imens jeg hørte hvordan de spurgte ind til deres død. Spurgte ind til hvordan det kunne ske (en ting som jeg til stadighed ikke helt forstår heller…), og hørte hvordan min hustru sødt og kærligt fortalte og gav dem svar på det hele. Så godt som hun nu kunne… Jeg fik en enorm lyst til at gå ind og kramme døtrene og kommer ind og ser hvordan Ava har tårer trillende ned af kinderne. Jeg går ned og krammer hende og siger “Ava for dælan, man må gerne savne. Det er bare sundt og fordi man elsker dem”, hvortil hun stille og roligt siger “Jamen far. Jeg bliver ked af det fordi jeg savner ham, og ikke kan huske ham”. Min hustru henter billedet der står fast inde i stuen. Et billede hvor han står i Svendborg, imens de to små tutter har fået snøret ham til en tur i en af de dersens hæslige biler udenfor en skofus butik… Jeg elsker det billede fordi han i min bog “passer på dem” han står og smiler, som jeg husker han gjorde det.

FAR DU MÅ IKKE VÆRE KED AF DET…

Smilla kigger ned fra overkøjen. Jeg kigger op og ser den milde tut som smilende siger jeg skal komme op og få en krammer. Og jeg bliver sgu så stolt. Stolt over at de omfavner min sorg. Omfavner at man godt må savne og snakke om det. Jeg forstår at jeg skal til at snakke lidt mere om begge mine forældre og fortælle historier, og vise billeder. Især igår på mors dag (dagen jeg aldrig huskede da hun var der, og dagen der nu står skrevet som i cement ved mine fødder), sender jeg hende min dejlige mor en tanke. Ja så tuder jeg igen. Men jeg føler at det er min vej imod accept. Jeg er ikke nervøs for at vise mine følelser overfor mine døtre. Tvært imod er jeg faktisk stolt over at jeg kan. Også selvom jeg joker med det #nutuderfarigen 🙂

EN LILLE AFTENTANKE…

Ja undskyld det var en downer… Men hvordan klarer i jer igennem sorg? Hvordan takler i det med jeres børn?

tak fordi du læser med…

A 🙂

   

46 kommentarer

  • Lise

    Jeg kondolere for dine tab 😢 Jeg mistede min far sidste år, godt en måned før min søn blev født, og ved faktisk ikke hvordan jeg vil snakke med ham om min far og hans død, men tror jeg vil fortælle historier om ham osv
    Finder du gode råd, så slriv dem endelig ned!

    Tror det bedste måde at kæare sorgen på er at snakke om det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Puha Lise, sikke en omgang! Jeg må sige at jeg med terapi kom ret godt videre. Som sådan. Dog skal man ikke underkende det følelsesmæssige kaos det er med glæde ved barnet – i et stort REMIX med sorgen. Jeg håber du er ok! Og for mig handler det om at tale det ud! TAK fordi du læser med – og tillykke med jeres søn! jeg tænker altid at mine forældre lever videre i mine børn. Det hjælper nogle dage… 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nikoline

    Du er virkelig sej. Jeg ved aldrig hvad jeg skal sige i sådan nogle dybere og triste sammenhænge, så du får desværre ikke nogle smukke “guldkorn” af mig, andet end at jeg synes, at du er vildt sej!<3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      TUSIND TAK Nikoline! Jeg ved faktisk heller ikke hvad jeg skal sige, dog tror jeg det er vigtigt i vores hjem at vi taler om det 🙂 TAK fordi du læser med seje! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Sikke en klump i halsen, jeg fik da jeg læste dit indlæg.
    Jeg har stadig begge mine forældre, men vi bor i hver vores ende af landet og hver gang vi ses, får jeg den der tanke. Hvordan skal jeg lære at leve videre, når de ikke er her mere. Den tryghed i at vide, af de bare er et opkald væk.
    Jeg blir både og rørt og en smule lettet over at læse, at i nu er i stand til at tale med børnene om det, uden at det bliver alt for rørstrømsk. Et stærkt emne du tager op❤️🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      TAK anette! Det er ikke altid nemt at tale om. MEN jeg føler at det er vigtigt (når man kan!) at vise alle forskellige nuancer af vores liv 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Puha hvor er det stort af dig at dele din sorg med os og ikke mindst dine børn (tårerne triller ned af mine kinder) det er min største frygt, det at miste, at miste mine forældre.. for hvem skal så passe på mig? Jeg har selv en lille pige på 3 år og hun ELSKER sine bedsteforældre og kan slet ikke bære tanker om at de ikke skal være her længere en dag 🙁 jeg har selv mistet selv 3 ud af 4 bedsteforældre da jeg var 3 år og kender godt din datters følelser med at savne en man ikke har kendt fordi man stadig føler en stærk tilknytning til dem og savner dem selvom det lyder mærkeligt så har de en speciel plads i ens hjerte så selvom man ikke kan huske kan man godt elske dem alligevel ❤ tak fordi du delte 🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Maria, hvor er du sej at du også skriver herinde (har lige stalket din instagram side hehe). Som jeg skrev inde på billedet så er det faktisk også svært at være “forældreløs”, hvad jeg så ikke skrev derinde var at jeg følte at jeg var “next in line” hvis det giver mening. Ens forældre er døde. Ens bedsteforældre er døde, også er der mig. TAK fordi du tog dig tid maria til at skrive dine tanker begge steder! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ELSKER din blog og Din ærlighed! Jeg tuder tit med dig. Lige det her indlæg gør det så sindssygt ondt!
    Min far døde da jeg var 9 og jeg har selv meget svært ved at huske ham. Mine børn på 3 og 4 år har for første gang i påsken set hans gravsted og min dreng på 3 år var dybt ulykkelig! Han kunne slet ikke klare tanken om at morfar var nede i jorden. Puh der fik tårnene frit løb fra os begge.
    Jeg snakker meget om min far med børnene, og de er meget interesseret i og høre.
    Jeg elsker også at høre min egen 17 år ældre storesøster snakke om min far.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Tanni tusind tak! Jeg har fra starten jo lovet at være ærlig – og vise i hvertfald de fleste sider af mig og vores hverdag.Må jeg spørge hvorfor de først var forbi graven nu? Var det et bevidst valg? TAK fordi du læser med! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tanni

      Min far er begravet i København og vi bor i Midtjylland, så afstanden er stor :(.
      Det har gjort at vi har prioriteret anderledes end at de skulle se deres morfars grav. Men det bliver helt sikkert lavet om nu! Jeg syns det vigtigt de får set det nu

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Årh ja det kan jeg godt se og forstå kan være en udfordring! Håber i kan finde en måde at besøge ham på lidt mere. Vi er altid forbi mine forældres grave når vi er på fyn…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Åh❤️ Nu sidder jeg med tårerne løbende ned af kinderne – Hvor er dine piger dejlige💕
    Sorg er eddersparkme en svær størrelse.. Jeg kæmper stadig med min. Jeg mistede min fantastiske mor for 2,5 år siden idag. Det var forfærdeligt.. Jeg var nybagt mor til lille Ella som var kommet til verden 6,5 uge for tidligt og jeg havde bare brug for min mor. Men hun døde i mine arme på hospice 54 år gammel. Og jeg tog afsked i kirken på min terminsdag med Ella i favnen💔 Det gør stadig så forbandet ondt, men jeg prøver virkelig at tale om mormor og vi besøger flittigt gravstedet, hvor Ella går meget op i at vande blomsterne og fjerne blade. Mit hjerte slår dog altid et ekstra slag når hun aer stenen og siger “hej hej”❤️
    Tanker til dig😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Puha Signe, det du skriver bringer tårerne frem. Især fordi mine døtre også “nusser” stenen engang imellem. Vi kan finde enormt meget glæde i vores skønne unger. Dog kan den glæde være dobbeltsiddet da vi jo savner forælderen at dele dette med også. TAK for din kommentar – også selvom den bragte tårerne lidt tilbage 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Min mor døde af kræft for 2 1/2 år siden. Hun fik det konstateret fra den ene dag til den anden dag og lige pludselig var vores liv forandret. Hun var syg i 1 år og det var det værste år i mit liv.
    Min datter var lige fyldt 4 år, da hun døde og kan heldigvis stadig huske mormor. Vi taler også utrolig meget om mormor og min datter har også set, at jeg har været ked af det, fordi jeg savner hende.
    Min søn var kun 1 1/2 år, da hun døde, så han kan ikke huske mormor. Det fyldte utroligt meget for mig, at han ikke kom til at have minder om hans mormor. Men ud fra billeder ved han hvem hun er 😌
    Men vi kommer ofte på kirkegården med blomster, hvor ungerne elsker og sidde på en bænk og kigge ned på gravstedet. Her finder vi ro ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Årh Rikke det er en smuk tanke, at de sidder der og “mærker” stemningen, og finder ro. Jeg kan sagtens sætte dig ind i tabet vi føler vores børn har. DOG har du ret i at vi jo er nøglen til historierne og mindet om dem 🙂 TAK fordi du læser med. A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har heller ikke guldkorn som sådan – men ville bare sige at jeg forstår dine tanker.
    Min far døde 3,5 år før jeg blev gravid, kræftforløb på 5 mdr., og min mor døde pludseligt da jeg var gravid i uge 15 med vores tvillinger (de første børn). Så der stod jeg som enebarn og 30-årig og uden forældre….
    Når man har børn eller er gravid, så syntes jeg det tager længere tid at bearbejde.
    Vores tvillinger er nu 3,5 år og jeg venter vores tredje barn om en måneds tid – og vi er begyndt at snakke en del om specielt mormor, da vi også bor i hendes hus. Jeg græder også foran dem når de spørger til det, og og så snakker vi også bare om at det er ok at savne og være ked… Og så er jeg begyndt at tage dem oftere med på kirkegården og så snakker vi lidt om det…

    Tanker til dig fra en der kender til en del af de tanker du har <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Julie Kæmpe tillykke med den lille ny der kommer liiige om lidt! Endnu en i sidevognen (som vi sagde det herhjemme!) Snak om det og vær ærlig. Det har virket for mig. Et langt stykke hen af vejen! TAK fordi du læser med – OG deler dine tanker. Det betyder meget! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristins

    Det går i alle fald ikke væk af at man lader være at tale om det. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Jeg er absolut enig! MEN det er ikke altid så nemt jo… 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • kristina

      nej, og desværre er der mange der tror det er bedst ikke at tale om det der gør ondt … gør det ikke nemmere at navigere 🙁 vores børn er heldigvis ikke der i blandt, og det skal vi være glade for og stolte over <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      PRÆCIS!! high five til her Kristina! 😉 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi fogtmann

    Jeg mistede min farmor sidste år. En weekend
    passede jeg min niece på 4år. Da hun spørger mig hvor oldemor r henne, jeg svar han hun er op i himmelen, hvor hun ryster på hovedet og sig nej, hun ligger på kirkegården, og oldefar elsker hende, men når oldefar ikke r her mere så kommer de begge op i himmelen. Der vik jeg en klump i halen og tårer i øjnene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Årh Heidi det var også en fin tanke. Børn er så vilde med deres logik! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • irene johansen

    Dit store tab gør mig oprigtigt ondt. Herhjemme har vi et had kærligheds forhold til oktober måned… kærlighed fordi min søster har fødselsdah den 27. Had fordi vores far døde af kræft den 30 oktober 2013 og den 25. sidste år mistede vi vores mormor til en aneurisme i hjernen… man takler sorg forskelligt, for mig hjælper det at tale om de mistede og for lillesøster det modsatte, men vi har masser af billeder fremme og hvis ungerne spørger ind til dem så snakker vi lidt om dem

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Puha Irene, det er godt nok heller ikke sjovt det i har været igennem. Håber at Oktober kan være en mindes med smil og tåre, engang. Tak fordi du læser med 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Lige inden sengetid læser jeg blogs, og nu ligger jeg og tuder Allan 😢
    Tuder fordi det er sørgeligt.
    Tuder fordi det er godt at savne, selvom det kan gøre ondt.
    Tuder fordi jeg “glæder” mig til at fortælle mine børn om deres fantastiske oldefar, min morfar, der blev taget fra os i en al for ung alder.

    Kram til jer alle fra en total preggo hormonella❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Hej Maria, Tak fordi du læser med. Håber det var ok godnat læsning trods alt? 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Det var SÅ ok godnatlæsning 😊
      Det skal ikke altid være fest og farver – kan godt li’ indlæg af den karakter også – det er dejligt menskeligt (ikke, at alt andet ikke er det – så misforstå mig ikke) 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Hej Maria! TAK for din kommentar. Jeg forsøger at være så ærlig som muligt og ikke kun vise glansbilleder! Jeg er glad for du læser med! TAK 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kæreste Allan

    Der var en gang, at jeg troede sorg blev lettere når man var voksen – det fandt jeg ud af var en kæmpe løgn!

    Tak fordi du skriver/deler dette på bloggen – jeg tuder med dig 🙏😢❤️

    Min Bedstefar (mors far) døde i 1976 og jeg blev født i 1981.
    Jeg har derfor aldrig fået lov til at kramme, eller opleve ham.
    Alligevel føler jeg, at jeg kender ham.
    Min Bedstemor, mor og moster har altid været gode til at fortælle mig om ham.
    På den måde er han blevet en helt naturlig og vigtig del af min opvækst.
    Jeg savner ham, ligesom jeg savner mine andre bedsteforældre (som jeg heldigvis fik liv at opleve).

    Pas godt på hinanden og bliv ved med at tale om farmor og farfar – det er en betydningsfuld gave du giver dine 4 piger ❤️❤️❤️❤️

    Kærlig hilsen
    Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Kæreste Louise, TUSIND tak for den her kommentar. Den betyder faktsik pisse meget for mig! TAK! mvh Allan

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg værdsætter din ærlighed og din evne til at dele med os – ihvertfald fik det mig til at sende min mor mange tanker igen igen. Hun døde da jeg var bare 19 år og det har selvsagt skabt en meget stor sorg i mig. Meget af den er nu fint placeret et godt og varmt sted vedhjælp af professionel hjælp og ved flere år at hjælpe andre i en frivillig hjælpeorganisation. Men da mine dejlige børn kom til, viste sorgen sig på ny. For det gør mig virkelig ONDT at først min mand og nu også mine tre dejlige børn (de er 7, 3 og 3) ikke kommer til at møde deres mormor (og svigermor) IRL. Måden vi “klarer” det på er ved at jeg fortæller historier og viser billeder. Vi har også fejret mormors fødselsdag ved gravstedet, hvor vi bredte tæppe ud og hyggede os. Ligesom vi hvert år på den dag hun døde finder flag frem og fejrer hende. Nogengange græder vi, andre ikke. Og så kommer der også dage, hvor savnet akut opstår hos en af dem: En aftenstund måtte min søn på 3 aes længe over håret fordi han græd så voldsomt fordi han savnede sin mormor. Næste dag stod han ude i haven med sin tommestok spredt ud som pegede mod himlen og råbte højt. Da jeg bad ham være lidt stille fortalte han mig, at han lige snakkede med sin mormor :-). Jeg lod ham råbe lidt!!!!! Jeg ville ønske at hun var her – men det næstbedste må være at se at hun har en andel i hver af de små som jeg elsker allermest <3.
    Kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Katrine det du skriver er simpelthen så vigtigt! Og lad ham da råbe op til mormor. Råb måske en dag sammen med ham 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Det er en svær snak – indtil vi får åbnet op, så føles det pludselig rart og varmt samtidig med at det er så sørgeligt og gør så ondt. Børn er heldigvis så umiddelbare og de spørger og siger hvad de tænker. Vi har lige mistet vores ungers farfar meget pludseligt i en alt for ung alder og de savner ham enorm
    Meget. Vi taler om at farfar sidder oppe på en stjerne sammen med vores gamle hund, som også gik bort næsten på samme
    Tidspunkt. For vores unger og for os hjælper det at “give” farfar et sted han er. Så når savnen kommer- oftest ved sengetid, så kan vi se ud på stjernen og hilse på farfar 💚

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Nadia hvor er det smukt skrevet! Jeg er meget glad for din kommentar og den varme som der er i den. OG den varme er netop med til at give minderne kærlighed – som jeg ser det! Hvor er i seje! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min mor døde, mens jeg ventede mit første barn.
    Hun er 6 år nu, og vi har meget den samme tilgang, som det ser ud til I bruger.
    Vi taler åbent og ærligt om både savnet og smerten og også om alle de gode ting, og hvordan hun var – og kigger på billeder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Stine respekt til jer. Hos os har det været sådan at et familie medlem er død når vi ventede os. En slags livs cyclus. En tager afsked – og en kommer til. Dog ville vi jo gerne have haft alle var her sammen…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Smukt indlæg – som rammer lige i hjertet. Kondolere for dine tab – det er et kæmpe savn ikke at kunne dele sine børn med ens forældre.
    Jeg mistede min elskede mor sidste år til kræft – min dreng var lige fyldt fire og min pige et år – tænker ofte over hvordan vi sammen kan mindes min mor, hvordan min store dreng kan holde minderne i live – så bliver varm i hjertet når vi står ved iskiosken og han peger på filur is og fortæller at lige de is havde mormor altid i fryseren, eller på den første svær’ Mormors fødselsdag’, hvor min dreng minder mig om – mor husk blomsterne skal være lyserød – der elsker mormor ❤️ Eller når min nu 2 årige pige krammer mor, når tårerne triller, mens vi snakker om mormor, trods hun ikke kan huske mormor, husker på måske på en måde gennem mig – det er mit håb. Det betyder for mig, at vi står sammen i at mindes min mor det bedste vi kan.. med åbenhed,minder og sjove historier. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Louise tak for din smukke kommentar! TAK for at du tager dig tiden til at skrive den. Jeg er sikker på at hun lever videre i jeres minder og snakke 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Åh hvor er de søde dine piger ❤️ Jeg går selv med tanker om hvordan det bliver når en af mine forældre går bort, min søn er 5 år og desværre er min far blevet uhelbredeligt syg med kræft, og vi ved hvilken vej det går. Vi har forberedt min søn en smule, men det er svært synes jeg. Jeg håber bare han vil kunne huske min far og det de har haft sammen og han vil kunne mindes på en god måde 💞

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Christel det er jeg sikker på! Og vigtigst at i sammen kan huske! Det gør mig ondt med din far. Der er så mange dumme sygdomme derude – og kræft er absolut en af dem! Håber på en dejlig sidste tid. På trods. Mvh Allan

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg læser også altid blogs inden sengetid og du fik også tårer frem hos mig. Dit indlæg er fyldt med savn til dine forældre og med stolthed over dine eftertænksomme og omsorgsfulde døtre.
    Også synes jeg at du er sej! Jeg tror på at det faktisk kun er sundt for børn at deres forældre også viser følelser.
    Min mand har også mistet begge hans forældre. Vores store datter nåede at møde hendes farmor men var kun et år da hun døde så hun kan ikke huske hende. Vores lille datter nåede desværre ikke at kende hverken hendes farmor og farfar.
    Herhjemme takler vi sorgen med ærlighed, åbenhed og plads. Ærlighed omkring døden og sorg, plads til alle de spørgsmål specielt den store har og plads til både grin og gråd.
    Da den store var omkring 2 år spurgte hun hvor de var henne nu hvor de var døde. Hun havde simpelthen brug for at vide hvor pokker de var. Så det blev til at de sad oppe på månen og holdt øje med hende. Det var noget som hun kunne relatere til som helt lille.
    i dag er hun 5 år og siger stadig de er på månen men deres kroppe ligger under jorden..
    For os er noget af det vigtigste at pigernes farmor og farfar stadig er en del af deres liv selvom de ikke længere lever og vi taler ofte om dem..
    Åh det blev lige en længere roman 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Julie hvor er i seje! Jeg er simpelthen så enig i alt det du skriver! Shit i er seje! SÅDAN!!! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Vi mistede ungernes farmor for 7 år siden, da vores ældste var et år. Hold. Nu. Kæft, det var hårdt og er det sådan set stadigvæk. Hun elskede vores lille mus helt vildt højt og det gør ondt, at hun aldrig nåede at få hilst på lillebror. Vi taler med ungerne om hvor meget hun elskede at være farmor. Deres farfar har jeg desværre aldrig kendt, da han døde som nogle-og-fyrre-årig, da min mand var omkring 8 år, så der er ingen til at fortælle om fars barndom. Andet end ham selv selvfølgelig… Så vi savner og bliver nogen gange kede af det over det, men det hjælper at fortælle historier og skabe rum til at være kede af det sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Puha Louise, du har så ret! Men det er ikke altid nemt at fortælle historier. Dog synes jeg at der nogen gange er smil med tårerne. OG det er jeg glad for 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN OVERASKELSES IS EFTERMIDDAG!