#SFS HVAD SKAL MAN HUSKE?

OG PLUDSELIG FRYGTEDE MAN DET VÆRSTE…

image

IDAG HAVDE ALLE INTENTIONER

OM AT VÆRE EN GOD DAG…

Ser i, vi havde en aftale med et andet forælderpar om aflevering og logistik omkring springgymnastik. Mandagen er altid lidt presset – i kender det med garanti. Udfordringen er at vi er begyndt at bede om at døtrene skal sendes fra SFO. På den måde kører døtrene selv afsted mod hjemmet efter aftale. Veninden blev kaldt hjem og i et virvar af møder samt hustruen som havde dagvagt, nåede jeg imellem møderne at ombooke afsendelse af døtrene til et tidspunkt som i realiteten var lige perfekt med hustruens hjemkomst. Jeg havde sent møde og nåede ud af døren da hustruen ringede. Døtrene var ikke kommet hjem. Det havde taget dem 40 minutter at gå hjem.

NUVEL DØTRENE ER IKKE DE HURTIGSTE KNALLERTER PÅ KAJEN…

Nuvel de kunne sagtens være gået en lille omvej, dog begyndte panikken at brede sig da hustruen igen ringede og sagde at de heller ikke var nede ved skolen. Jeg forsøgte at være cool i telefonen. “rolig elskede de er sikkert på vej” “måske er de gået ned i hallen”. Selvom jeg tænkte “måske de ligger i en vejgrøft”, “måske er der en ond mand som har taget dem”. Ja jeg vil gerne indrømme at jeg har set en del dårlige amerikanske tv serier – FØR VI FIK BØRN. Nu kan jeg simpelthen ikke rumme urimeligheder ved børn. Jeg kan ikke rumme dumhed imod børn. Og JA jeg fik sved på overlæben da de ikke var nede i hallen ej heller.

HVOR VAR VORES DØTRE??!!

Pludselig gik det op for mig at de måske var gået ned til veninden aligevel. I samme øjeblik ringede hustruen og sagde at de var netop derhjemme. I samme virvar af møder og mig der skulle koordinere (dont say it!!!) har jeg måske ikke formået at melde klart ud at døtrene ikke ville komme hjem til veninden. Så de blev hentet af hendes far. Som er så fint! Og pludselig gik det op for mig at døtrene måske skulle have en mobil telefon. Som jeg ellers skrev om HER!

KENDER I DEN FØLELSE?

AT MAN HAR MISTET SINE BØRN?

   

16 kommentarer

  • Betina

    Pyhhhh kender godt den følelse. Har prøvet en gang i børnehaven hvor vi var de allersidste der hentede og pludselig kunne de ikke finde Sofia – 1000 sorte tanker røg igennem mit hoved indtil vi fandt i aller længst væk i det fjerneste hjørne i et legehus ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      ÅH Betina, vi burde jo tænke det bedste – og sikreste for vores døtre. Men puha en svedtur!!! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Betina

      I know! Men pyhh altså når mest dyrebare man har pludselig ikke er i ens synsfelt – når de skulle være det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      PUHAAAA!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette Eliassen

    Puha har også prøvet det, og det var alt andet end rart, selvom det nu er 8-9 år siden, kan jeg stadig få helt ondt i maven ved tanken om at jeg i 30 minutter troede nogle havde taget mit barn, eller der var sket hende noget forfærdeligt. Vi tog konsekvensen og udstyrede hende med en mobil, noget vi aldrig har fortrudt. Det giver tryghed, måske falsk tryghed, men vi syntes det var rart, så er det også nemmere at sende dem besked om hvis aftaler bliver lavet om osv. Godt jeres døtre var ok og havde det godt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Ser du Annette, det er præcis den tanke jeg efterlades med. Tror skisme de skal have en mobil….

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi kjeldgaard

    Puha – det giver både stress angst og panik angst og alle mulige scenarier farer igennem hovedet. Det er hæsligt og tror det er enhver forældres mareridt. Det kommer vi alle ud for en gang eller flere . Puha jeg kan godt huske det. Især da mine store piger begyndte at gå i byen og kom ( lad os være helt ærlige😂😂) 5-10 min for sent. Jeg panikkede total og var allerede klar til ar ringe til politi og sygehuse ….

    Godt alt alt gik som det gjorde og at I fik ro på nerver og vejrtrækningen igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Heidi jeg tør slet ikke at tænke på når døtrene skal i byen! Godt deres bedste venindes far er politibetjent haha! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hitte

    Lyder som min pige i 3.kl hun har en mobil 🙈 mest for vi kan kontakte hende ved sådanne episoder. Desværre er der ikke strøm på halvdelen af tiden (alles skyld) eller den er hjemme, lydløs you name it. Det sjældent hun tager den. Det er en spille telefon. Som bruges til at tale med veninderne en gang i mellem. Top social pige med gide venner. De høre musik og spillet sammen på den. Ja at gå hjem fra skole har hun gjort siden 1. Kl 15 min før vi andre kom hjem. Hun elsker SFO. Den lille i 0.kl må vente da hun ikke er klar. Hun vil ende et sted vi ikke ønsker i nabolaget og glemme hjemmet er 500m væk. SFO og koordinering er puh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      HEHE – måske man skulle overveje den mobil en extra gang! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Kender det alt for godt. Når min datter eller døtre sendes hjem fra SFO, holder jeg øje med Tabulex for at se, om de er gået, og afventer et opkald fra den store datter om, at de er kommet hjem. Heldigvis har vi ikke oplevet det samme som jer, men en mobil giver alligevel en form for sikkerhed-man kan komme i kontakt med dem! Og ja, så kan det da godt være, at hun egentlig ikke har det store behov (at det mere er de voksnes behov), men den giver en form for tryghed.
    Godt jeres døtre kom hjem i god behold😊 ha en god dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Shit den stress – men smartg med det der Tabulex – det tror jeg ikke vi har? 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Kathrine

    Vores datter er kun 2,5, så vi har stadig den oplevelse til gode.
    Til gengæld opleve jeg for en uge siden, at min mormor ringede i panik over ikke at kunne få fat i min mor. Min mor har været igennem et meget smertefuldt, men ikke farligt sygdomsforløb, og var indlagt fordi de skulle finde ud af, hvad der var galt. Min mormor havde ringet flere gange uden at få fat i hende, og var overbevidst om, at noget var helt galt, og vi holde det skjult for hende.

    Så pludselig sad jeg på kontoret med hende i røret og fik forklaret, at der ikke var nyt, og at der stadig ikke var noget der tydede på alvorlig sygdom. Så uanset om ens barn er 52 eller 8, så tror jeg aldrig den følelse forsvinder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      Anne-Kathrine jeg tror du har så ret! Håber alle har det godt ud fra omstændighederne – også din mormor 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne-Kathrine

      Alle har det godt. Min mor er rask igen og mormor rolig – men det er nok det øjeblik, hvor jeg har følt mig mest voksen 😂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Far til Fire piger

      HAHA det forstår jeg!!! 🙂 A

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#SFS HVAD SKAL MAN HUSKE?