image

IDAG HAVDE ALLE INTENTIONER

OM AT VÆRE EN GOD DAG…

Ser i, vi havde en aftale med et andet forælderpar om aflevering og logistik omkring springgymnastik. Mandagen er altid lidt presset – i kender det med garanti. Udfordringen er at vi er begyndt at bede om at døtrene skal sendes fra SFO. På den måde kører døtrene selv afsted mod hjemmet efter aftale. Veninden blev kaldt hjem og i et virvar af møder samt hustruen som havde dagvagt, nåede jeg imellem møderne at ombooke afsendelse af døtrene til et tidspunkt som i realiteten var lige perfekt med hustruens hjemkomst. Jeg havde sent møde og nåede ud af døren da hustruen ringede. Døtrene var ikke kommet hjem. Det havde taget dem 40 minutter at gå hjem.

NUVEL DØTRENE ER IKKE DE HURTIGSTE KNALLERTER PÅ KAJEN…

Nuvel de kunne sagtens være gået en lille omvej, dog begyndte panikken at brede sig da hustruen igen ringede og sagde at de heller ikke var nede ved skolen. Jeg forsøgte at være cool i telefonen. “rolig elskede de er sikkert på vej” “måske er de gået ned i hallen”. Selvom jeg tænkte “måske de ligger i en vejgrøft”, “måske er der en ond mand som har taget dem”. Ja jeg vil gerne indrømme at jeg har set en del dårlige amerikanske tv serier – FØR VI FIK BØRN. Nu kan jeg simpelthen ikke rumme urimeligheder ved børn. Jeg kan ikke rumme dumhed imod børn. Og JA jeg fik sved på overlæben da de ikke var nede i hallen ej heller.

HVOR VAR VORES DØTRE??!!

Pludselig gik det op for mig at de måske var gået ned til veninden aligevel. I samme øjeblik ringede hustruen og sagde at de var netop derhjemme. I samme virvar af møder og mig der skulle koordinere (dont say it!!!) har jeg måske ikke formået at melde klart ud at døtrene ikke ville komme hjem til veninden. Så de blev hentet af hendes far. Som er så fint! Og pludselig gik det op for mig at døtrene måske skulle have en mobil telefon. Som jeg ellers skrev om HER!

KENDER I DEN FØLELSE?

AT MAN HAR MISTET SINE BØRN?