LORTEFAR VERSION 3835282016398

img_5319

JEG SIDDER HER VED COMPUTEREN…

Jeg skal egenligt ud og skifte til sommerdæk til en køretur med hele familien imorgen. Men jeg er simpelthen nød til at skrive mig lidt ud af den her situation jeg fik rodet mig ud i. Engang imellem bliver jeg mega nervøs for mig med teenage døtre. Engang imellem bliver jeg bare stolt forælder. Idag gav jeg lidt op. Og jeg er faktisk lidt bange for hvordan jeg kom derud. Og hvor let jeg kom derhen også. Vi har haft en lang eftermiddag med en dejlig legeaftale med de store og jeg hentede dem allesammen og vi kørte hen og vaskede bilen. I ved man skal jo ud og køre… Jeg skulle låne gear til at skifte dæk hos ham min buddy som har sådan gear (han er faktisk min harald nyborg agtigt hehe), og døtrene havde en fest med deres døtre. WOHOOO far vi hører ikke efter. Vi smilte af det og det var sjovt men jeg kunne også se at tiden fløj afsted. Jeg skulle bare varme resterne af min hjemmelavet bolo fra igår – så maden var no sweat. Dog kunne jeg se at det var smart hvis de store løb i hurtigt bad når vi kom hjem.

HJEM KOM VI…

Og jeg blev ved med at kalde på de store tøser og – stille og roligt – at minde dem om vores aftale fra bilen hvor vi alle var enige om at de skulle hjælpe. Jeg må indrømme at jeg 4 gange minder dem om det pænt. Og til sidst kan det høres i min tone da jeg midt i “tøser er i ikke søde at…” stopper op. Og de mærker at den er gået for lang. Jeg stopper op og siger stille og roligt “tøser jeg har simpelthen fået nok. Gå i seng….” Jeg kan ikke forklare hvordan det sker, men en af de store døtre drøner op af trappen og råber og skriger “du har ikke givet os muligheden for at nå det” den anden bliver bedrøvet men accepterer (tror hun måske var lidt træt..). Midt i alt det her kalder jeg hende den anden ned fra øverste etage og siger at det er for sent. jeg har simpelthen fået nok. Og hun begynder at presse på fordi hun ved at grænsen er nået for tålmodighed. Af en eller anden årsag vælger hun at fronte. Hun føler sig virkeligt uretfærdigt behandlet. Kunne jeg ikke bare minde dem om det 8 gange og hvad var problemet. Og jeg får den velkendte (og skræmmende) out of body og ser ned på mig og en af ældstedøtrene imens jeg – ærligt – stille og roligt fortæller hvordan jeg ser tingene. Og at hun skal gå i seng. Jeg er stolt over at holde tonen pænt indtil det øjeblik.

MEN MEN MEN…

Hun fronter voldsomt, hende den ene datter. Hun virker til at ville have en reaktion. Og jo mere hun fronter – og jo mere jeg fortalte hende at hun ikke fik mig til at råbe som hun gjorde. Fordi jeg simpelthen ikke havde lyst til det – jo mere råbte og skreg hun. Jeg må indrømme at jeg sagde den sætning der er øverst. Jeg mente det i øjeblikket. Jeg må indrømme at jeg tilsidst hævede stemmen og blev sur. Vi endte med at spise aftensmad allesammen. Men jeg – og jeg tuder imens jeg skriver det her #nutuderfarigen – afviste flere gange at hun skulle have et kram. Jeg var oprigtigt sur på hende. Jeg kunne simpelthen ikke se mig ud over den følelse. For første gang har jeg sendt hende i seng – uden vi blev gode venner. Og jeg har det af helvedes til…

JEG SENDTE HENDE I SENG UDEN ET KRAM…

Hvor fucked up er jeg lige? Hvor nedern et menneske er jeg at jeg ikke kan tilsidesætte mine følelser pga en konflikt med min datter? Hun blev ved med at sige “vi bliver jo gode venner igen far. Stop med at vær sur”, og det gjorde mig endnu mere mavesur. Der er ingen tvivl om at jeg ikke kan styre de knapper altid. Men at de store især ved hvor de skal trykke allerede. Og de er 8 år… DE ER 8 ÅR!!! Kejtet skal jeg forklare min hustru om dette når hun kommer hjem. Kejtet skal jeg imorgen modtage kram fra min datter – da hun gerne vil videre. Og sagde undskyld… Jeg er ikke en stolt far idag… Shit jeg er ked af det…

Jeg går ud og skifter de dæk… TAK for taletiden. Undskyld.

NÅR MAN SAVNER EN MAN IKKE KAN HUSKE…

img_5027

JEG KOM HJEM FRA BRUGSEN…

Og hørte hvordan min kære hustru havde en snak med de store døtre. En snak som jeg på mange måder både var stolt over at de havde – fordi de tænkte på dem, dog også en snak jeg blev ked af. De snakkede om mine forældre og om hvordan de pludseligt blev taget fra os. Min mor døde et lille års tid inden vi fik de to store. Hun ville have elsket tøserne herhjemme. Og omend jeg har accepteret tabet, og at hun ikke skulle være en del af det (fysisk) så gør den del enorm ondt… Min far var en anden historie da han nåede at opleve døtrene og havde glæde – og var en stor del af deres liv, indtil han døde i en bilulykke da de var knapt 3 år.

JEG SAD MED RYGGEN

OP AD RADIATOREN I STUEN…

Imens jeg hørte hvordan de spurgte ind til deres død. Spurgte ind til hvordan det kunne ske (en ting som jeg til stadighed ikke helt forstår heller…), og hørte hvordan min hustru sødt og kærligt fortalte og gav dem svar på det hele. Så godt som hun nu kunne… Jeg fik en enorm lyst til at gå ind og kramme døtrene og kommer ind og ser hvordan Ava har tårer trillende ned af kinderne. Jeg går ned og krammer hende og siger “Ava for dælan, man må gerne savne. Det er bare sundt og fordi man elsker dem”, hvortil hun stille og roligt siger “Jamen far. Jeg bliver ked af det fordi jeg savner ham, og ikke kan huske ham”. Min hustru henter billedet der står fast inde i stuen. Et billede hvor han står i Svendborg, imens de to små tutter har fået snøret ham til en tur i en af de dersens hæslige biler udenfor en skofus butik… Jeg elsker det billede fordi han i min bog “passer på dem” han står og smiler, som jeg husker han gjorde det.

FAR DU MÅ IKKE VÆRE KED AF DET…

Smilla kigger ned fra overkøjen. Jeg kigger op og ser den milde tut som smilende siger jeg skal komme op og få en krammer. Og jeg bliver sgu så stolt. Stolt over at de omfavner min sorg. Omfavner at man godt må savne og snakke om det. Jeg forstår at jeg skal til at snakke lidt mere om begge mine forældre og fortælle historier, og vise billeder. Især igår på mors dag (dagen jeg aldrig huskede da hun var der, og dagen der nu står skrevet som i cement ved mine fødder), sender jeg hende min dejlige mor en tanke. Ja så tuder jeg igen. Men jeg føler at det er min vej imod accept. Jeg er ikke nervøs for at vise mine følelser overfor mine døtre. Tvært imod er jeg faktisk stolt over at jeg kan. Også selvom jeg joker med det #nutuderfarigen 🙂

EN LILLE AFTENTANKE…

Ja undskyld det var en downer… Men hvordan klarer i jer igennem sorg? Hvordan takler i det med jeres børn?

tak fordi du læser med…

A 🙂

OG PLUDSELIG BLEV DØTRENE 8 ÅR

img_2174

TILLYKKE AVA & SMILLA!

Så er døtrene skisme 8 år gammel. Jeg har døtre der er 8 år. Jeg fik en trang til at se på billeder fra den første tid. Den tid der var både kaotisk og også enormt eventyrlig. 1 måned indlagt på neonatal afdelingen på Hillerød Hospital. Små døtre som kom 8 uger før de skulle. Men mere om det en anden gang. Nu sidder jeg og smiler over mine døtre. De 2 små mennesker, jeg ser der med følelser og udtryk er VIDT forskellige. På hver deres fantastiske måde ser de verden. På hver deres måde takler de den. Jeg har flere gange måtte trække vejret en extra gang for ikke at bryde tudende sammen idag. Rørt. Ikke sammensmeltende ps. Jeg er simpelthen så stolt af dem. Jeg elsker dem simpelthen så meget. Og jeg vil altid have et helt specielt bånd til dem da vi startede rejsen sammen som vi gjorde. Billedet ovenfor er et af mine favorit billeder fra tiden vi havde på hospitalet. Faktisk et af mine favorit billeder af dem generelt. Jeg går i seng som en stolt far. Jeg går i seng træt efter at have haft pigerne fra klassen hjemme! Og vi kan konkluderer at NEJ jeg bliver nok aldrig far til 12 piger… MEN sikke en dejlig dag det har været idag! 🙂

HER ER AVA SOM HELT LILLE MINI

img_1779

HER ER SMILLA SOM HELT MINI

img_1836

TILLYKKE AVA & SMILLA!

img_2090

#NUTUDERFARIGEN

images

FAR VI VIL GERNE HØRE DEN

DER SANG FRA TROLLS…

Smilla var meget bestemt. Vi hørte musik i mens de skulle bade. Det er hyggeligt og vi nyder at synge og danse og være fjollede. Jeg ledte efter Justin Timberlake på spotify og et album kom op som jeg ikke anede denne talentfulde mand havde lavet. Der findes en film der hedder The Book Of Love. Jeg startede musikken. Og stoppede op. Først fordi det er instrumentalt. Dog bliver jeg enormt bevæget af de numre der er. Måske er jeg bare et sted idag hvor jeg er en tude far ( #nutuderfarigen )MEN der er altså et eller andet fantastisk ved det her soundtrack som jeg har gået og lyttet til siden jeg sad i fem minutter og tudede på badeværelses gulvet imens døtrene badede… Jeg var nød til at søge mere ind på hvad det her handlede om. Hvor var musikken til?

Så fandt jeg den her video på youtube…

Og til sidst traileren til hvad der godt kunne være en tude film også..

HVAD SYNES I OM MUSIKKEN –

KENDTE I TIL DET HER PROJEKT?