Og når jeg husker de brudstykker af vores samtale, sådan henkastet over aftensmaden en aften hvor du ringede, et par dage før du døde, så smiler jeg også med tårer. Jeg smiler fordi jeg fik den der "sidste samtale" med dig inden jeg ikke skulle snakke med dig igen. Jeg går rundt og bærer på de sidste ord, at du var stolt af mig. At du var stolt af den mand jeg var blevet. Det har jeg med mig hver dag. Sagen er den at jeg faktisk også var stolt af dig. Det var den ting jeg nok aldrig fik sagt til dig far. Jeg var stolt over den mand du var. Stolt over at du rejste dig når du faldte. Jeg er ked af at jeg aldrig fik sagt det til dig...
