JEG KOM HJEM FRA BRUGSEN…
Og hørte hvordan min kære hustru havde en snak med de store døtre. En snak som jeg på mange måder både var stolt over at de havde – fordi de tænkte på dem, dog også en snak jeg blev ked af. De snakkede om mine forældre og om hvordan de pludseligt blev taget fra os. Min mor døde et lille års tid inden vi fik de to store. Hun ville have elsket tøserne herhjemme. Og omend jeg har accepteret tabet, og at hun ikke skulle være en del af det (fysisk) så gør den del enorm ondt… Min far var en anden historie da han nåede at opleve døtrene og havde glæde – og var en stor del af deres liv, indtil han døde i en bilulykke da de var knapt 3 år.
JEG SAD MED RYGGEN
OP AD RADIATOREN I STUEN…
Imens jeg hørte hvordan de spurgte ind til deres død. Spurgte ind til hvordan det kunne ske (en ting som jeg til stadighed ikke helt forstår heller…), og hørte hvordan min hustru sødt og kærligt fortalte og gav dem svar på det hele. Så godt som hun nu kunne… Jeg fik en enorm lyst til at gå ind og kramme døtrene og kommer ind og ser hvordan Ava har tårer trillende ned af kinderne. Jeg går ned og krammer hende og siger “Ava for dælan, man må gerne savne. Det er bare sundt og fordi man elsker dem”, hvortil hun stille og roligt siger “Jamen far. Jeg bliver ked af det fordi jeg savner ham, og ikke kan huske ham”. Min hustru henter billedet der står fast inde i stuen. Et billede hvor han står i Svendborg, imens de to små tutter har fået snøret ham til en tur i en af de dersens hæslige biler udenfor en skofus butik… Jeg elsker det billede fordi han i min bog “passer på dem” han står og smiler, som jeg husker han gjorde det.
FAR DU MÅ IKKE VÆRE KED AF DET…
Smilla kigger ned fra overkøjen. Jeg kigger op og ser den milde tut som smilende siger jeg skal komme op og få en krammer. Og jeg bliver sgu så stolt. Stolt over at de omfavner min sorg. Omfavner at man godt må savne og snakke om det. Jeg forstår at jeg skal til at snakke lidt mere om begge mine forældre og fortælle historier, og vise billeder. Især igår på mors dag (dagen jeg aldrig huskede da hun var der, og dagen der nu står skrevet som i cement ved mine fødder), sender jeg hende min dejlige mor en tanke. Ja så tuder jeg igen. Men jeg føler at det er min vej imod accept. Jeg er ikke nervøs for at vise mine følelser overfor mine døtre. Tvært imod er jeg faktisk stolt over at jeg kan. Også selvom jeg joker med det #nutuderfarigen 🙂
EN LILLE AFTENTANKE…
Ja undskyld det var en downer… Men hvordan klarer i jer igennem sorg? Hvordan takler i det med jeres børn?
