GLÆDELIG MORS DAG DEROPPE – ALT DET JEG VILLE HAVE SAGT…

JEG HAR LÆRT AT LEVE MED SAVNET AF DIG – MOR…

Jeg siger til mig selv at det er nok fordi du ikke har været en del af vores liv siden vi fik børn. Faktisk døde du inden vi fik Ava & Smilla som jo nu lige er blevet 10 år. Mor. 10 år! Det er fandme en masse år jeg har savnet dig i. Mange år jeg har været uden min mor. Du ved hende den tossede som havde været eminent farmor til vores døtre. Du havde elsket dem mor. Jeg tror faktisk du elsker dem lige nu fra hvor du er. Problemet er bare at du ikke er her… Her til at danse tosset med døtrene som du gjorde det med mig derhjemme i stuen. Også når jeg havde besøgende og du stadig gjorde det. Jeg var så flov husker jeg – og nu er jeg så ham den pinlige for mine døtre, der idag synger højlydt med på Ariana Grande sange i bilen på vej til deres fødselsdagsfest…

JEG HAR LÆRT AT LEVE MED SAVNET AF DIG – MOR…

Men det er ikke med min gode vilje. Vicki og Jens var her igår mor. En af mine eneste holdepunkter fra vores side af familien. En af de eneste som kan fortælle om mig da jeg var barn. Fortælle om det til mine børn. Jeg sad ved bordet igår og så på hvordan Vicki fortalte om min barndom til døtrene, som skraldgrinede. Jeg grinede med, dog var der en kæmpe skygge over det grin, for mor du er her ikke. Sådan helt rigtigt. Du er her ikke! Det er ikke dig der fortæller historier om mig, og misforstå mig ikke. JEG ELSKER at Vicki kan fortælle om min barndom. Jeg elsker at der er nogen tilbage til at fortælle om den. Jeg synes jo bare OGSÅ at det skulle have været dig. Jeg synes jo også at du skulle være med sådan rigtigt i vores familie…

HAR JEG LÆRT AT LEVE MED SAVNET AF DIG – MOR…

Og pludselig sidder jeg med følelsen af at jeg jo så måske ikke har lært at leve sådan med savnet af dig som jeg ellers havde beroliget mig selv med. Pludselig gør det enormt ondt når Noomi grædende i aftes sagde “jeg savner Farmor og Farfar for de var så søde!” (efterfulgt af at hun savnede mormors og morfars gamle hund). Og normalt smiler jeg og giver en beroligende kram og siger “det kan jeg godt forstå – det gør jeg også”. Men i aftes kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke sige det for mit hjerte er tungt af sorgen og savnet lige nu. Jeg savner jer så meget mor. Jeg synes det er pisse uretfærdigt at jeg ikke har jer. Og nogle dage er det okay. Idag er det bare ikke det! Det er Mors dag idag, og vi har hygget med både mor og mormor og krammet og kysset. Men helt ærligt. Jeg har sgu brug for du er her mor! Er her så jeg kan hylde dig (som jeg altid glemte da du var her!)

GLÆDELIG MORS DAG DEROPPE MOR!

Det var simpelthen ikke sådan her aftalen var. Aftalen var at du skulle flytte herover når vi fik børn så du kunne være tæt på, og nu har du aldrig føltes længere væk. Selvom du er lige her i hjertet. Jeg synes det er svært idag mor. Jeg synes ikke det er okay idag. Jeg har brug for at du sender smsér omkring regnvejr og cykelture igen så jeg kan svare. Sådan rigtigt svare på den denne gang. Idag er ikke en god dag og jeg har været tapper for min familie fordi vi havde ting vi skulle gøre men nu hvor jeg sidder og skriver “til dig”, ja så falder det hele sgu lidt fra hinanden… Det var ikke sådan her det skulle være mor…

(Visited 16 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • har det præcis på samme måde mistede selv min mor netop da jeg selv havde fået en lille datter ❤️ Det føles så uretfærdigt!

  • Det går lige i hjertet. Jeg mistede min mor for en uge siden, og mors dag var bare slet ikke nem. Selvom min mand og datter havde gjort alt for at forkæle mig, var jeg så tom og trist indeni.
    Det er så dybt uretfærdigt at skulle undvære sin mor så tidligt i livet, og jeg kan overhovedet ikke forstå meningen med det. Alle siger, at man lærer at leve med sorgen og savnet, men jeg kan virkelig godt forstå, at det ikke altid fungerer – selv efter mange år.
    Stort kram fra en medsørgende 💔

  • Hvor jeg føler med dig – det gør mig så ondt fordi jeg ved også hvordan det føles 😔 For en uge siden var det 6 år siden min mor tog sin sidste vejrtrækning; i lørdags 6 år siden vi begravede hende; og igår var det mors dag… Det har været en dårlig uge og det gør fysisk ondt 😥
    man lærer at leve videre fordi man skal – men at tiden læger alle sår er ihvertfald en løgn…
    kram og tanker til dig

  • Tak fordi du minder os andre om at huske at prise det man har♥️ Det er ingen trøst for dig, men jeg synes det er enormt vedkommende, vigtigt, rørende og modigt at du deler din sårbarhed på den måde. Klem til dig

  • Kærlighed din vej Allan.❤️
    jeg kunne ikke forestille mig at skulle undvære min mor.
    og det er squ ok ikke altid at være ok over ting som man hverken er herre over, eller som ikke er retfærdige.
    jeg er sikker på at din mor sidder et sted, tilbagelænet og nyder at se dig og din familie og hvor vidunderlig og god en far du er.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *