IDAG ER DET 7 ÅR SIDEN DU DØDE SÅ PLUDSELIGT…
Det virker fuldstændigt uvirkeligt! Jeg sad i bilen på vej hjem fra arbejde og snakkede med en kollega. Jeg var på vej i kirke for at se krybespil, og vi blev enige om at det måske jo ikke behøvede at være sørgeligt. For ser du, jeg var lidt bange for at køre i kirke i denne tid. Denne tid hvor du gik bort. Denne dag idag hvor du kørte galt og vi aldrig skulle tale sammen. Grine sammen. Sådan far og søn. Med et splitsekund var det slut. Der var kø udenfor kirken idag med andre forældre der ligesom os skulle i den lokale kirke, for at se deres børn. Det regnede stille nærmest poetisk da vi trådte ud af bilen. Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger..
KOM NU ALLAN! DU KAN GODT DET HER!
Dybe vejrtrækninger. Kirken var stuvet fuld af dejlige forældre som glædede sig over at se krybespillet. Smilla var Maria og Ava var hyrde. De har glædet sig så meget. De har øvet sig så meget. Jeg er så stolt over hvordan de er igang med at vokse sig større. Jeg kan ikke følge med og du havde helt ret når du sagde at du kun kunne se at du selv blev ældre fordi jeg gjorde det også. Du vil være stolt af dem. De to små tutter som du hyggede dig så meget med og som nu er 9 år. Tænk hvor meget mor ville have elsket dem også! Knuden i mit hjerte bliver stor når jeg tænker på alt det i går glip af.
JEG ER KOMPLET KNUST OVER AT DU GÅR GLIP AF DE HER TING FAR!
Julen er ikke super nem for mig. Jeg prøver virkelig at smile og være den glade jule far. Jeg prøver virkelig at nyde julen igennem deres øjne. Mærke magien igennem dem. Jeg prøver virkelig. Men det er som om at jeg får en sort sky over min glæde. For jeg savner jer. Ikke hver dag sådan i min bevidsthed. Jeg er kommet lidt videre. Det er 10 år siden at mor gik bort. 10 år far! Og når jeg sidder og mærker efter så savner jeg jer begge to her i vores sofa. Jeg har næsten glemt hvordan at din stemme var far. Til tider så stopper jeg op og tænker at min stemme lyder som dig. Det gør mig glad. Og så ked af det. Jeg var ikke færdig med at have forældre. Jeg savner jer. Jeg savner dig…
JEG VAR IKKE FÆRDIG MED AT HAVE JER SOM FORÆLDRE…
Og når jeg husker de brudstykker af vores samtale, sådan henkastet over aftensmaden en aften hvor du ringede, et par dage før du døde, så smiler jeg også med tårer. Jeg smiler fordi jeg fik den der “sidste samtale” med dig inden jeg ikke skulle snakke med dig igen. Jeg går rundt og bærer på de sidste ord, at du var stolt af mig. At du var stolt af den mand jeg var blevet. Det har jeg med mig hver dag. Sagen er den at jeg faktisk også var stolt af dig. Det var den ting jeg nok aldrig fik sagt til dig far. Jeg var stolt over den mand du var. Stolt over at du rejste dig når du faldte. Jeg er ked af at jeg aldrig fik sagt det til dig…
