SÅ ER VI HER IGEN VENNER!

Søndag er kommet og lidt senere end tidligere sender jeg mit SØNDAGS FORÆLDER SPØRGSMÅL ud til jer – med håb om et svar. Lige lidt baggrundsinfo for spørgsmålet. Vi har været i Tivoli idag, for at se det fine EVENTYRTEATRETs stykke Kongen og Tiggertøsen (som iøvrigt var FANTASTISK!) Inden da havde jeg alieret migmed venindernes mor, da de også skulle ind og se stykket. Jeg fornemmede at det var på sin plads at koordinere “hvad gør vi efter”, så døtrene ikke troede at der bare var TIVOLI fest efter! Vi aftale EN ENKELT tur og derefter lidt hygge i den smukke tivioli have. Jeg forklarede døtrene det. Og troede naivt, at det jo så gik ind og blev forstået.

NU ER DET JO SÅ SÅDAN…

At jeg absolut godt kan forstå at det kan være svært IKKE at ville prøve alting i Tivoli. Og ganske rigtigt, var en tur (i den helvedesrundtossende karussel ved glas salen) ikke nok. Vi var pludseligt de dårligste forældre der ALDRIG gav dem lov til noget. Nuvel, det var sådan de følte. MEN MEN MEN jeg bliver simpelthen så harm, over at de ikke kan se glasset halvt fyldt. Jeg ved de er børn. Men de store har fået en besked. Og de vidste hvad aftalen var. Vi var nu simpektgen forældrene der ALDRIG lavede noget med vores børn, vi var forældrene der ALDRIG gad lave noget sjovt, og altid bare sagde nej. I et lortefar (oh nooooo here we go again) øjeblik fik jeg vidst sagt noget i retningen af “jamen tøser hvis vi ikke kan have en aftale, og det ender med dårlig stemning. Så går vi ALDRIG i Tivoli igen… i know father of the year… Nu sidder jeg så her og skriver lidt og smiler over det. For det er naturligvis OK at sige NEJ til sine børn. Det er jo helt naturligt at vi IKKE kan gøre alt. Jeg ved ydermere at jeg (for det meste) har taknemmelige børn, der godt ved at de er rigtigt priveligeret med hvad de oplever og får.

MEN NU TIL MIT SPØRGSMÅL…

HVORFOR FÅR VI SÅ DÅRLIG

SAMVITTIGHED AF AT SIGE “NEJ”?