Den lille Noomi må tage nogle mentale spring lige i den her periode, for hun har mega meget behov for tryghed når hun skal falde i søvn. Rutinen omkring det er faktisk fin nok. Vi gør ungerne godnat klar udenfor hendes værelse når hun er puttet så hun mærker at vi er der. Men pludselig så er det somom hun bestemmer sig for at vi da er to om at bestemme om hun skal sove.
“Tørstig” tricket (THE Oldest trick in the book) virker. Vi er igen inde på værelset med en kop vand. Men når vi så bevæger os væk så er helvede løs. Hun bliver simpelthen så ked af det den lille mus. Man hører nedenunder hvordan hun hjerteskærende kalder (med tårer) og igår aftes da jeg kom op havde hun kastet alt hendes sengetøj, kanin bamsen og sutterne (dutti) ud af sengen og stod (mega melodramatisk cute) og græd med hovedet i hænderne i en sådan grad at der var vådt på gulvet foran sengen.
Vi er ikke tilhængere af at vores børn på noget tidspunkt græd sig selv i søvn. Men det kan nogengange være en ret lang process med putning:)
hvad er jeres erfaring? Vi ved det stopper jo men vejen dertil er ikke altid lige sjov vel?
Tak fordi du læser med
- A
