NÅR MAN FINDER SIG SELV I EN SPORTSHAL FULD AF DISKODANSENDE BØRN.
- november 25, 2019
“FAR! DET ER BARE EN JULEAFSLUTNINGS TURNERING”
Nuvel jeg har absolut måske også hørt hvad jeg gerne ville høre. Hele arrangementet lød tilforladeligt og noget man MAX ville bruge et par timers tid på. Sådan en event hvor de dansede deres fine diskodans, og derefter highfivede og gav julekrammere. Sådan en event hvor der måske MAX var samlet nogle hold. Sådanne afslutninger har jeg været til med den tidligere danseskole. Det var en slags opvisning. Og det var hyggeligt. Smilla har trænet som en gal og gik op i at hun (imens vi var på ferie) ikke havde trænet ÉN og sidste gang. Men jeg forsikrede hende i at hun jo med fordel kunne træne og øve sig herhjemme. Og snart kom Søndagen OG juleafslutningsturneringen…
ALT VAR GODT? ELLER AT VAR GODT INDTIL EN SMS KOM IND IMENS JEG VAR PÅ GENBRUGSPLADSEN…
Pludselig skulle pigerne mødes HALVANDEN time før deres orginale tid. Mere så de jo kunne træne og gøre sig helt klar (høj hestehale/guldglimmer på øjnene – you get the point). Denne SMS kom fra en medforælder som lige ville tjekke ind og give os den nye ankomst tid. ØEH hej stress! Som så blev afløst af en anden medforælder som ville køre dem allesammen (og Ava) afsted – hvortil vi så kunne komme lidt før de skulle på. VI TAKKER OG BUKKER! Og jeg nåede at tømme alt det på genbrugspladsen som jeg skulle.
AF EN ELLER ANDEN ÅRSAG ENDTE VI FOR SENT UD AF DØREN…
Og jeg ved hvad du tænker “Allan kommer altid for sent” Og det kan sagtens være rigtigt engang imellem. Og denne gang var ingen undtagelse. Jeg var fuld af stress sved, og så hvordan vores datter spejdede efter os på tilskuerpladserne ved siden af de forældre som naturligvis VAR klar til at filme og være stolte. Jeg så Smillas ansigt, skuffet og ensom. Jeg delte det med hustruen som blev pisse sur og sagde at jeg skulle trykke på speederen (naturligvis indenfor fartgrænsen bevares).
JEG VIL IKKE AFVISE AT BILEN BLEV KREATIVT PARKERET…
Og jeg vil heller ikke afvise at vi LØB med miniholdet under armen. Jeg mener. Nu var jeg jo allerede stress svedig – lets GO ALL IN på svedeturen! Vi ankommer. Vi løber ind. Vi forsøger at danne et overblik i en crowded hal, duftende (måske lugtende) af pariser toast og kaffe i en skøn remix. Alt var godt. Alt var stresset men godt.
JEG FINDER DE ANDRE FORÆLDRE OG FÅR DEN GODE NYHED…
På to timer er de blevet halvanden time forsinket. HALVANDEN TIME. Straks gik jeg fra stressvåd til presset (omend stadig våd). Jeg gik ud for at købe en kop kaffe og trække vejret. Kioskens logistik virkede som om at de havde lært alt det bedste fra en jordhule, jeg gjorde dog mit bedste for ikke at springe en sikring. Og det fortsatte så ind i timevis af venten. Jeg følte hvordan jeg sad der midt i hallen og blev ældre. Der skete intet (okay selskabet var TOP hyggeligt dog var alle forældre lidt frustreret da vi ikke var blevet informeret korrekt).
ENDELIG GIK DE UNGE DAMER PÅ!
Og de gav den gas, og Smilla havde en fest. Der var præmieoverrækkelser og Smilla viste stolt sin fine medalje frem. Og selvom at vi var hjemme klokken 19:17 (NITTEN SYTTEN!!!!) var det med en stolt datter som havde haft en fest. Og man kan slå fast at børn jo ikke har den vilde tidsoplevelse. SHIT en eftermiddag!
OG PLUDSELIG GÅR DET OP FOR MIG! DET HER GØR FORÆLDRE JO HVER DAG! I STOR STIL!
Vi er jo forældre som naturligvis støtter op om vores børn. MEN shit det kræver sin forælder at trække vejret og smile. Jeg tror der røg et par sikringer for hver gang det ikke var min datters hold der skulle danse. ISÆR fordi det hele var voldsomt forsinket… Og vi er fuldt enige om at jeg naturligvis kommer til at gøre det igen og igen og igen. I det mindste var det indenfor og kaffen og selskabet var hyggeligt.
