HAR JEG HAPPY MEAL BØRN?
Vi var til fødselsdag igår hos familie som altid serverer fantastiske salater, og lækker mad – ikke kun for maven, dog også for øjet. Flotte farver – og der mener jeg det man spiser. IKKE indpakningen maden findes i. Jeg glædede mig enormt meget til også at udfordre mine døtre på hvad de skulle spise. Og Smilla prøvede sig lidt frem og fandt favoritten laks, og humus og brød. De andre døtre tror jeg endte med at spise brød udelukkende. Normalt ville presse lidt mere på med at de skulle smage lidt af det hele, jeg mener der er ingen der er død af lidt quiche med porre og soltørrede tomater (som ikke var med feta…). Men nu var vi til fest, og jeg forsøgte i positiv stemning at udfordre en smule, dog var det deres valg hvad de endte med at spise. Og brødet var naturligvis også lækkert – dog ikke den menu jeg havde troet de ville vælge…
HAR JEG VIRKELIGT HAPPY MEAL BØRN?
Midt under maden slog det mig, om vi simpelthen udfordrer vores døtre for lidt med maden? Kører vi for SAFE og PASTA agtigt i forhold til hvad de måske ville kunne lide? Er det bare en fase? Og er det egenligt OK at de ikke spiser alt. Ligesom jeg ABSOLUT ikke spiser alt (ja jeg tog ikke quichen med feta i… for eksempel… eller laksen nuvel, OG SLET IKKE oliven!!). Er vi stoppet med at udfordre vores døtre med maden? Er de blevet Happy Meal børn?
JEG LÆSTE NOGET SEJT IMORGES…
Og det var LOLA som jeg før har hørt foredrag af, og som jeg synes har nogle vigtige points! Lola har skrevet tanker i Louisa Lorangs fantastiske magasin, hvor hun netop skriver at man ikke skal tvinge sine børn til at smage. Øehm der fejler jeg så allerede kan vi slå fast. Hvor tit har jeg siddet med sætningen “man skal prøve at smage alting en gang blablablaaa” – er jeg alene med den sætning? Derudover kommer LOLA med fantastiske løsningsforslag til at prøve at udfordre/introducere børn til anden mad. Og jeg synes det er en anderledes spændene tilgang!
