SPØRGSMÅLET KOM DIREKTE FRA AVA…
Jeg husker ikke hvordan vi kom ind på den snak, og Ava mente med garanti intet ondt i spørgsmålet. Der er ikke noget galt i spørgsmålet, intet. For jeg er ikke alkoholiker. Men det var min far. Hele min barndom har jeg haft en far som det ene øjeblik var helt fin, og det andet øjeblik var en skygge af sig selv. Han var ikke typen som drak super offentligt,. Han trak sig fra virkeligheden, typisk når det gik ham bedst. Typisk når han var lykkelig, så kom en sky af mørke over ham. Han skulle nødig være for lykkelig. Min far var en mand med mange dæmoner. Og de kom til syne når han drak….
SPØRGSMÅLET FIK MIG FLUKS TILBAGE TIL FØLELSERNE…
Følelserne jeg sad med som lille dreng. Og faktisk også følelsen jeg havde helt indtil min far gik pludseligt bort. Følelsen af aldrig at vide hvornår han drak igen. Følelsen af at jeg forventede at han pludseligt var “den anden person,” som min far var når han drak. Jeg hadede ham. Jeg kunne høre på hans stemme når han havde drukket. Jeg kunne mærke på hans måde at være på om han havde drukket. Og jeg tænker også at hans alkoholisme (kvartalsalkhoisme) måske er med til at jeg ikke drikker super meget. Jeg er ikke typen som drikker super meget i min dagligdag. Jeg forstår godt at man ikke er alkoholiker hvis man drikker et glas vin om aftenen. Og det har jeg også gjort et par gange. Men det er som om at det føles forkert for mig. Jeg ved ikke om det er derfor…
SPØRGSMÅLET ER SÅ OM MAN KOMMER VIDERE…
Kommer jeg videre med de følelser jeg har med mig fra Barndommen. Eller flyver de fluks tilbage til mig ligeså hurtigt som idag tidligere? Hvordan bliver mit forhold til mine børn når de skal til at have alkohol inde i deres liv? Der er ingen tvivl om at det at være søn af alkoholiker altid vil være en del af mig, og måske også præge mine valg med alkohol resten af mit liv…
