JEG VED DET GODT…

Jeg er tit enormt positiv. Enormt smilende. Enormt OPTURS JAHAT agtig. Det ved jeg godt… Sandheden er den at julen aldrig er nem, og at jeg sidder med et kæmpe savn af mine afdøde forældre. Jeg har et tomrum, selvom det lyder kynisk at skrive det sådan. For hvordan kan man have et tomrum, med så dejlig en omgang døtre, og den dejligste hustru? Hvordan kan tomrummet føles så altopslugende, og fylde mere nogle dage? Især i disse dage. Jeg har valgt fra dag 1 at være ærlig. At skrive tingene som de er, så her er sandheden lige nu. Jeg er pisse ked af det. Jeg savner mine forældre MEGA meget i denne måned hvor jeg fik taget den sidste forælder fra mig. Denne måned som er magisk med sine unger, og TUNG OG SORT samtidig..

JEG VED DET GODT…

Ingen af mine forældre ville ønske at tomrummet fik mere plads, eller tog mere fokus. Men realiteten er at når jeg mindst venter det, så bliver sparket kodylt i røven af smerten og savnet. Jeg får det ondeste WakeUp Call. Den ledeste realitet lige i smasken. Midt i den magiske juletid. Midt i juleglæden, og døtrene som danser af glæde! Jeg synes det kan være svært at lukke de følelser ned. Faktisk ønsker jeg ikke at lukke de følelser ned overhovedet. Jeg vil mærke savnet engang imellem. Jeg vil føle! Det falder bare aldrig skide godt sammen dog. Jeg savner dem uhørt meget. Og jeg er pisse ked af det.

JEG VED DET GODT…

Imorgen d 24/12 kan det hele være bedre. Imorgen kan tomrummet være forvist til hjørnet, fordi julen er her. En “SKÅL” ved julebordet, for dem som ikke er her mere, skåles med et smil (og en tåre). En tanke sendes afsted, nogle gange surt over at de går glip af julen med deres børnebørn. Og derefter surt over at jeg ikke oplever DEM med MINE børn!

SANDHEDEN ER…

At jeg er ked af det, og savner… Imorgen skal nok blive en bedre dag…