JEG ER FAKTISK STOLT OVER AT LORTEFAR IKKE HAR VÆRET PÅ BESØG DERHJEMME LÆNGE…
Altså jeg har ikke været presset, har haft tid og derfor er det naturligt (måske kun for mig?) at LORTEFAR har været mere væk en in face! Jeg snakkede lidt om det hele her imorges fordi jeg var så ked af det, Jeg er stadig ked af det! Vi sov over os. Hustruen var på arbejde, og dermed er det mig der har den. Det er normalt fint – omend vi er gladere for weekender jo. Jeg kom ned til døtrene og fordi jeg var stresset så var min lunte jo så også kort. Eller okay når jeg er ærlig (som jeg jo altid er) så var min lunte ikke eksisterende. Døtrene var på nakken af hinanden fordi de OGSÅ var stresset over at skulle løbe rundt…
DET HER VAR IKKE DEN MORGEN NOGEN AF OS ØNSKEDE!
De små var mega seje til at komme ud af starthullerne og sad ret hurtigt ved bordet. De store erm NOT SO MUCH. Smilla stoppede op og konstaterede at hun havde glemt at lave lektier. Igår var dansedag og de er sent færdige, og vi snakkede om at hun TIRSDAG skulle lave lektier forud. Hun fik lidt kejtet fortalt at det jo var mit ansvar at sørge for at hun lavede lektier. At hendes unilogind ikke virkede, og at alt bare var nederen. Ærligt jeg greb den ikke. Jeg løb direkte i fronterstilling, og det løb af sporet på den der skrige skældeud af hinanden. Den ubehagelige ud af kroppen oplevelse hvor jeg ser at jeg optrapper konlfikten mere end jeg stopper den. Jeg havde ikke redskaberne til at stoppe op, dér midt i min stresssved over at være forsinket – at skulle videre på mit arbejde inde i byen fuld af aftaler og events.
JEG FEJLEDE SOM VOKSEN.
JEG FEJLEDE SOM FORÆLDER.
De cyklede afsted (ikke forsinket) og jeg mødtes med dem på skolen for at følge Merle ind. Og havde fået luft nok til at ville afslutte det ordenligt. Men blev mødt af to pre teenagere som ikke mente at de va galt på den i deres måde at snakke på. En kommentar som “ville du snakke sådan til mormor måske” (er den målestok vi arbejder med lige nu da vi arbejder på allesammen at huske at tale pænt!) hvortil jeg kan mærke mit blodtryk stige og jeg svarer køligt “hvis mormor talte på samme respektløse måde til mig som du har gjort hele morgenen (flot og nuanceret lortefar! halleluja!) så ville jeg snakke præcis sådan til mormor ja!” tager de små under armen og går (uden at kigge tilbage) til indskolingen og får sagt ordenligt god dag til Merle, kører Noomi i børneren og kommer hjem og bliver mega ked af det.
HVORDAN KAN JEG FEJLE SÅ MEGET SOM VOKSEN…
JEG BLEV SÅ KED AF DET!
Især fordi jeg netop har sådan en dag hvor jeg er på farten til sent i aften. Jeg når ikke at samle denne op. Jeg var ikke voksen nok til at samle den op i øjeblikket. Jeg føler mig som den største LORTEFAR. Så kunne jeg sende sms med hjerter og sige undskyld. Men jeg vil bare kramme min store pige. I lang tid og sige undskyld. Nu sidder jeg her på bistro royal og venter på min aftale, og var nød til at lette mit hjerte. Jeg ved godt at jeg er forkert på den. Jeg ved godt at jeg skulle have været bedre voksen. Idag var det ikke muligt. ÅH jeg savner dem så meget. Flere har skrevet at børn kommer videre -men jeg ønsker slet ikke sådanne morgener for min værste fjende. ÅH jeg skal bare tidligt op imorgen og lave den bedste dag! Den bedste start!
