Det var en kæmpe mundfuld at flytte de ældste døtre fra børnehavens trygge og omfavnende hverdag. Nu er det skole med stort S. Jeg er ikke i tvivl om at tøserne med garanti var mere klar end jeg var – de hoppede ind i klassen (med forbehold og velovervejede tanker bestemt) og gjorde fra dag 1 deres bedste.
Jeg synes det er lidt vildt at have børn på ikke engang 7 som læser og skriver (det der børne skrivning som man ikke må ændre selvom det er noget man er tæt på hele tiden hehe) hvilket jeg på ingen måde gjorde i deres alder. Jeg husker det nok mere sort hvidt end det var men husker ikke børnehaveklassen (som det hed dengang (ja jeg er gammel)) som andet end leg og frokost med mælk og ganebøjler…
Nu har jeg simpelthen døtre som får ” læs let ” bøger med hjem og bruger ” lydret dingo appen ” på ipaden. Jeg er simpelthen på røven over hvor seje de er! De her små fantastiske væsner som jeg har været med til at lave (trods alt) er da for vilde!
Pludselig i al den High five rus må jeg indrømme at jeg også bliver en smule bange for det pres de bliver udsat for allerede nu. Er vi med til at fjerne vores børns mulighed for at være børn i skolen? Kører vi dem automatisk i stilling til fremtiden allerede fra 0. Klasse??
De er trætte når de kommer hjem sidst på dagen og vi har med vilje ikke meldt dem til nogen eftermiddags aktivitet, simpelthen fordi vi føler de ikke kan rumme det helt lige nu. Der skal være opturs oplevelser for dem:)
Er jeg den eneste med denne dobbeltsidet stolthed / frygt ??
A
