Smilla så ned på aftensmads tallerkenen. Ava så op på mig ” Far – kommer du til at få kræft?”. Vi sad sammen og spiste aftensmad idag. Det var hyggeligt men jeg kunne mærke at de store piger havde noget på hjertet. Smilla især virkede lidt beklemt. Inden efterårsferien har de løbet for knæk cancer på skolen, og hele skolen løb og har samlet over 40.000kr ind. Det er klart at der så er snak om kræft. Denne uge kører der en del reklamer med kvinder uden hår på hovedet. Seriøse miner og både sørgelige og livsbekræftende historier bliver delt.
De havde hørt lidt om det idag på skolen. Og de fantastiske børne spørgsmål hobede sig op.
“Er det kræft folk taber håret af?”
“Bliver folk drillet når de har kræft?”
“Hvordan får man kræft?”
“Kender vi nogen der har haft kræft?”
“Kommer man til at dø af kræft?”
I denne situation har jeg lyst til to ting. Kramme dem og kysse dem og sige at alt blir godt. Men gudskelov er der en ret tydelig realitet, som er meget synlig i disse dage. Kræft er her. Vi kan gøre en forskel. OG vi skal snakke med vores børn om det og forklare nok til at de forstår men ikke så meget at de bliver bange. Smilla blev bange. Hun er en lille tænketank af en smuksak og hun fundere med tårer i øjnene. Hun blev utryg. Det her var ikke noget vi slog hen – vi talte om det her og kom med eksempler på hvem vi kendte som desværre var døde men også som levede – SELVOM de havde haft kræft. Vi talte om børn som overvandt det og var seje. Vi snakkede om min farfar som døde af kræft. Vi snakkede om min hustrus mormor som overvandt kræften. Vi forsøgte at dele informationen og ikke undgå den. Vi snakkede om showet på lørdag hvor man kan donere penge – ligesom skolen de går på gør. Vi snakkede om børn som gav alle deres lommepenge eller lavede perleplader og solgte for at samle penge ind. Døtrene var ikke klar til at tømme deres sparreugler – og det skal de heller ikke, dog aftalte vi at vi ville donere penge i weekenden. Sammen.
Jeg husker de tidligere år hvor jeg stortudene og med snotten løbende ned af ansigtet ser med. Showet som fortæller ærlige historier. Jeg husker hvordan det – da jeg var barn – var uvirkeligt det med døden og det uvisse. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at døtrene er utrygge. Jeg mistede en kusine da jeg var barn. Hun var også barn. Jeg kan huske at jeg i meget lang tid efter ikke kunne sove. Jeg var simpelthen bange for at dø.
Jeg kunne ikke forstå det.
Vi gjorde det klart for begge at det er vigtigt at snakke om, vigtigt at tænke på. MEN man skulle ikke bruge hver dag af sin barndom på at være bange. Vi er deres forældre og vil passe på dem. Det er vores job! De smilte og faldt hurtigt i søvn. Jeg glæder mig til i weekenden hvor vi skal dele historierne. Og jeg er sikker på at det ikke er sidste gang vi taler om dette. Det skal det heller ikke være!
Har i fået spørgsmålet af jeres børn?
TAK FORDI DU LÆSER MED
🙂 A
(det smukke billede af vores engel i stue vinduet er taget af fantastiske Mia Mortensen v. houzz.dk)
