De største døtre er startet i skole igen. De går i Første klasse. Deres klasse har haft lidt udfordringer på baggrund af en meget livlig energi som børnehaveklasse læreren havde svært ved at takle. Vi var inviteret til klassens første forældremøde igår, og havde et par dage før modtaget (i min optik) et mega positivt brev omkring mere fokus på vores døtres klasse, for at komme den livlige og forstyrrende energi til livs. Der har været problemer hvor klassens timer simpelthen er stoppet før tid grundet uro i klassen. Vi har været bekymret over klassens udfordringer – men var sikker på at nye lærer OG denne fokus på problemet (med tilhørende klar handlingsplan) var lige hvad der skulle til.
Jeg sad til forældremødet, og havde totalt ja hat på. Indtil andre forældre trådte til med spørgsmålstegn til om de tiltag var nok. De krævede datoer og andre handlingsplaner. Der blevet nærmest snakket exit strategier osv. Jeg blev mere og mere rystet. Ikke fordi jeg mener at vi skal være enige – slet ikke. Jeg blev rystet fordi jeg blev flov over min “ja hat” jeg blev flov over at føle det var en fin løsning – og at handlingsplanen var lige som den skulle være.
Pludselig fik jeg følelsen af at jeg satte barren for mine døtres uddannelse og fremtid, MEGA LAVT! Pludselig fik jeg de her indtryk af vrede forældre som ville have mere handling. De krævede svar fra lærere som har været sammen med vores børn i 3 uger. De nye lærere (som jeg har optur over er garvede – men nytænkende i deres måde at lære fra sig på!) skulle stå til ansvar for hele sidste år – som de havde intet at gøre med. Og her står de med en livlig klasse – hvor de har taget aktion efter 3 uger. Hvilket er mere end vi så hele første år til sammen.
Jeg er glad for forældre gruppen – og selvom jeg måske ikke altid er enig (that’s life) i deres måde at se tingene på, så er vi en stærk gruppe. Der er god stemning og folk er seje. Men de her møder gør mig altid mega usikker. De her møder gør at jeg går hjem lettere rystet. Mest af alt fordi der igår var en skygge af negativitet (måske i nogens bog realitet) på baggrund af noget som – i min bog – endeligt var en stille løsning. En kæmpe sejr at der endeligt sker noget!
Jeg sidder idag på toget og mit hjerte banker lige lidt mere som jeg skriver det her. Det er vildt at sådan et møde kan få min usikkerhed som far (der ikke er uddannet lærer eller pædagog – men arbejder i fashion) kommer så voldsom frem. Sætter jeg barren for lavt for mine døtre. Er godt nok, godt nok?
TAK fordi du læser med 🙂
A
FØLG EVT OGSÅ MED PÅ FACEBOOK / INSTAGRAM / SNAPPEN SOM: FARTILFIREPIGER
