JEG SAD OG SÅ DMA I LØRDAGS…

Jeg havde glædet mig. Hmm hvordan skal jeg skrive det. Jeg glæder mig altid til det show. Mest af alt fordi jeg jo nok som spirende sanger gerne ville stå på den scene engang. Jeg husker Swan Lee optræde, Medina – store kunstnere sang LIVE og havde en fest. Folk havde klædt sig PÆNT PÅ og det var en big deal dengang. KLIP TIL i år. Showet var pompøst sat op (nuvel samme kulisse som sidste år – MEN det var flot) MEN MEN MEN jeg sad med en flad følelse efterfølgende. Det er så en følelse som min hustru mener jeg sidder tilbage med hvert år. OK here goes – den sure gamle mande rant. Jeg forstår ikke hvorfor vi ikke vil fejre ting herhjemme – sådan på den pæne måde. Hvorfor går de op i prisuddelinger i usa? Skal man møde op til en pris uddeling og ligne man kommer fra 90erne i jogging tøj og kasket (og ikke kasket på den pæne måde)? Skal man virke sådan lidt for smart til det her sted? Skal man ikke synge live mere? Er det bare noget sangere er stoppet med? Er det nok at smide 6473982 dansere op på scenen som står og hopper imens man smider konfetti ud over publikum. Skal man selv danse – hvis man måske ikke er en god danser (og her mener jeg IKKE mø – som jeg elsker fordi hun er sig selv og nårh ja nuvel hun havde da taget kjole på…) Og hvorfor er folk sure over Medina vandt den flotte pris som hun i min bog fortjener. Hun har banet vejen for en masse kunstnere med hårdt arbejde og fokuseret game? Ja hun er ikke 6382027402 år gammel – men hvorfor skal man være det for at få den anderkendelse som man fortjener? MEN nu hvor vi er ved Medina.

HVORFOR SIGE FUCKING SÅ MANGE FUCKING GANGE?

Jeg ved det er ved at være en del af vores sprog (DESVÆRRE!!!) Men jeg kan simpelthen ikke overskue at det her show jo nærmest var PAKKET IND I FUCKING? Jeg forstår det måske bare ikke. Og hvad nu hvis de ved noget jeg ikke gør. Hvad nu hvis det er mig der er forkert på den?

ER JEG DEN ENESTE DER HAR DET SÅDAN HER?

A