9 ÅR SIDEN I LØRDAGS…
Det er både godt og ondt at man via Facebook bliver mindet om mærkedage… Vi var i bil for at køre over til Herning, og jeg faldt over billeder af min mor. Billeder fra den sidste sommerfest med min familie, hvor hun var i live. Et par måneder senere, kom opkaldet om at hun var borte. Sådan for altid. Sådan rigtigt…
DER VAR ÅRSDAGEN SÅ…
Årsdagen for at vi begravede min mor, og vi sagde farvel ( eller på gensyn hvis man tror på det.. ) Jeg plejer normalt at få en klump i maven, når jeg tænker på den dag. Og det gjorde jeg da også lidt denne gang. Anderledes var dog at jeg vidste at vi kom forbi hendes grav om søndagen. Både Mor og Far skulle have en hilsen med blomster fra min kusines fantastiske have. Det er lidt en tradition som jeg er vild med. Altså når det ikke kan være anderledes…
JEG BLIVER STADIG LIDT SUR…
Ærligt, når jeg tænker over hvad de går glip af. Men når Merle fjernede blade fra gravstenen i græsset, imens hun konstaterede at hun gerne ville have mødt farmor, ja så smiler jeg med tårerne. Jeg smiler fordi det er der ikke nogen der har bedt hende sige. Men med vores hyggelige historier om hende den tossede farmor, som ville have elsket de så prinsesser som vi er blevet begavet med i vores lille familie, så er der et savn. Og jeg er faktisk glad for savnet, hvis det giver mening?
AF EN ELLER ANDEN ÅRSAG…
Så er lyset på himmelen og over kastagnetræet altid magisk når vi er der. Et smil fra himmelen nærmest, og jeg er glad for stedet til mor. Glad for at hun får kastagner liggende på stenen, når hun nu ikke kan have dem i lommen og nuldre. Som hun ellers altid havde dem. OG som mine døtre gør også af en eller anden årsag. (Jeg er vild med det…) Og sådan smilede vi mod himmelen med det magiske lys, fra kirken som både har været festlig (jeg blev konfirmeret og gift der) og det sidste farvel til begge mine forældre. Et smil som ikke var med tåre, men med varme. Denne gang…