JEG SIDDER HER VED COMPUTEREN…

Jeg skal egenligt ud og skifte til sommerdæk til en køretur med hele familien imorgen. Men jeg er simpelthen nød til at skrive mig lidt ud af den her situation jeg fik rodet mig ud i. Engang imellem bliver jeg mega nervøs for mig med teenage døtre. Engang imellem bliver jeg bare stolt forælder. Idag gav jeg lidt op. Og jeg er faktisk lidt bange for hvordan jeg kom derud. Og hvor let jeg kom derhen også. Vi har haft en lang eftermiddag med en dejlig legeaftale med de store og jeg hentede dem allesammen og vi kørte hen og vaskede bilen. I ved man skal jo ud og køre… Jeg skulle låne gear til at skifte dæk hos ham min buddy som har sådan gear (han er faktisk min harald nyborg agtigt hehe), og døtrene havde en fest med deres døtre. WOHOOO far vi hører ikke efter. Vi smilte af det og det var sjovt men jeg kunne også se at tiden fløj afsted. Jeg skulle bare varme resterne af min hjemmelavet bolo fra igår – så maden var no sweat. Dog kunne jeg se at det var smart hvis de store løb i hurtigt bad når vi kom hjem.

HJEM KOM VI…

Og jeg blev ved med at kalde på de store tøser og – stille og roligt – at minde dem om vores aftale fra bilen hvor vi alle var enige om at de skulle hjælpe. Jeg må indrømme at jeg 4 gange minder dem om det pænt. Og til sidst kan det høres i min tone da jeg midt i “tøser er i ikke søde at…” stopper op. Og de mærker at den er gået for lang. Jeg stopper op og siger stille og roligt “tøser jeg har simpelthen fået nok. Gå i seng….” Jeg kan ikke forklare hvordan det sker, men en af de store døtre drøner op af trappen og råber og skriger “du har ikke givet os muligheden for at nå det” den anden bliver bedrøvet men accepterer (tror hun måske var lidt træt..). Midt i alt det her kalder jeg hende den anden ned fra øverste etage og siger at det er for sent. jeg har simpelthen fået nok. Og hun begynder at presse på fordi hun ved at grænsen er nået for tålmodighed. Af en eller anden årsag vælger hun at fronte. Hun føler sig virkeligt uretfærdigt behandlet. Kunne jeg ikke bare minde dem om det 8 gange og hvad var problemet. Og jeg får den velkendte (og skræmmende) out of body og ser ned på mig og en af ældstedøtrene imens jeg – ærligt – stille og roligt fortæller hvordan jeg ser tingene. Og at hun skal gå i seng. Jeg er stolt over at holde tonen pænt indtil det øjeblik.

MEN MEN MEN…

Hun fronter voldsomt, hende den ene datter. Hun virker til at ville have en reaktion. Og jo mere hun fronter – og jo mere jeg fortalte hende at hun ikke fik mig til at råbe som hun gjorde. Fordi jeg simpelthen ikke havde lyst til det – jo mere råbte og skreg hun. Jeg må indrømme at jeg sagde den sætning der er øverst. Jeg mente det i øjeblikket. Jeg må indrømme at jeg tilsidst hævede stemmen og blev sur. Vi endte med at spise aftensmad allesammen. Men jeg – og jeg tuder imens jeg skriver det her #nutuderfarigen – afviste flere gange at hun skulle have et kram. Jeg var oprigtigt sur på hende. Jeg kunne simpelthen ikke se mig ud over den følelse. For første gang har jeg sendt hende i seng – uden vi blev gode venner. Og jeg har det af helvedes til…

JEG SENDTE HENDE I SENG UDEN ET KRAM…

Hvor fucked up er jeg lige? Hvor nedern et menneske er jeg at jeg ikke kan tilsidesætte mine følelser pga en konflikt med min datter? Hun blev ved med at sige “vi bliver jo gode venner igen far. Stop med at vær sur”, og det gjorde mig endnu mere mavesur. Der er ingen tvivl om at jeg ikke kan styre de knapper altid. Men at de store især ved hvor de skal trykke allerede. Og de er 8 år… DE ER 8 ÅR!!! Kejtet skal jeg forklare min hustru om dette når hun kommer hjem. Kejtet skal jeg imorgen modtage kram fra min datter – da hun gerne vil videre. Og sagde undskyld… Jeg er ikke en stolt far idag… Shit jeg er ked af det…

Jeg går ud og skifter de dæk… TAK for taletiden. Undskyld.