Søg
Close this search box.

TILLYKKE MOR, DEROPPE ET STED…

MOR FAR TAB

HEJ MOR TILLYKKE MED DIN FØDSELSDAG!

Selvom du er deroppe et sted – ude i universet, så satte Ava et flag på bordet og jeg tændte et lys derovre i vinduet ved sofaen. Du var der “in spirit” siger jeg til mig selv. Også selvom jeg nogle gange tænker jeg er tosset så er du her. Omkring os – ligesom far. Sådan er det bare! Det er nu 11 år siden at din tilstedeværelse i vores liv forsvandt ud i den blå luft. Den samme blå luft jeg nu tror du flyver omkring i. Eller din sjæl. Din varme tossede og skønne sjæl. Selvsamme sjæl som jeg er sikker på lever videre i mig, videre i mine døtre. Men også den sjæl som vi savner her. Lige her især på din fødselsdag. Din dødsdag er ikke dagen jeg tænker så meget på. Det er ikke en dag jeg vælger at “hylde” dig på. Din dag, din fødselsdag er dog en helt anden sag. Her har jeg brug for dig. Her på 2. juledag. Julen er som jeg har skrevet om ganske kompleks for mit sind, for jeg er vild med julen især med mine døtre og hustrus tilstedeværelse. Men du mangler jo. Du mangler med dit gode sind og din glæde over julen, familiens tid.

DU MANGLER!

SÅDAN ER DET BARE!

11 år mor. Jeg burde have det mere under huden og det synes jeg nu egentligt også jeg har. Et extra år er gået. Endnu et år uden dig. Og du er med mig i mit sind og hjerte, dog kan jeg få lidt dårlig samvittighed over at “glemme” at tænke på dig en gang imellem. Om end du med sikkerhed ville bede mig leve mit liv høhøh. Jeg glæder mig over ting du ville elske og sender dig en tanke med et smil. Men her i julen er det ikke altid nok. Her er savnet især stort. Din fødselsdag gav mig et lidt nedtrykt sind i går, og vi valgte at fortælle døtrene om det. Vi fortalte at jeg faktisk var pisse ked af det i dag. Din dag. Og jeg fik kram og Ava strøg ud for at finde et flag for vi skulle jo fejre dig. Dig som de aldrig har mødt men kender igennem mig og hustruen. Så vi fejrede dig mor. Og jeg tror skisme det bliver en tradition. I stedet for et tungt sind vil jeg smile (nuvel med tårer i øjnene) og skåle for dig. Dig som sammen med min far skabte mig. Dig som er halvt mig.

SKÅL OG TILLYKKE MOR!

JEG ELSKER DIG! FØLGER DU MED DEROPPE?

JEG VED GODT AT JEG FØR HAR DELT TANKER OM DETTE EMNE, dog har jeg valgt at være ærlig også når jeg er ked af det eller ikke kun er glad. Og derfor deler jeg denne dag med dig som læser med. Tak fordi du læser med.